For få år siden var Anne ofte indlagt flere gange om året. I dag bor hun i sin egen lejlighed i et socialpsykiatrisk bofællesskab i Viby, har en kæreste og arbejder frivilligt på et plejehjem. Det er en hverdag, hun tidligere ikke turde drømme om.
– Jeg har haft rigtig mange indlæggelser – nogle korte, men mange lange, fortæller hun og fortsætter:
– Men nu har jeg ikke været indlagt i over et år, og det er faktisk meget lang tid for mig.
Anne har levet med både psykiske og fysiske diagnoser siden barndommen, blandt andet skizofreni og en sjælden genetisk sygdom. Trods mange udfordringer oplever hun i dag en stabilitet, hun aldrig har haft før.
– Jeg bor et sted, hvor jeg føler mig tryg, og hvor der er mennesker, der vil mig og som virkelig forstår at hjælpe mig, siger hun.
– Jeg selvskader næsten ikke mere – der er sket rigtig, rigtig meget.
For Anne har rollen som ambassadør i EN AF OS-indsatsen også banet vej for stor personlig udvikling. Her deler hun sin livshistorie med fagfolk, studerende og andre, der arbejder med mennesker med psykisk sygdom. Hun underviser blandt andet på social- og sundhedsskoler og holder oplæg, hvor hun fortæller om sine erfaringer.
– Det føles så fedt at kunne bruge sin historie til noget, så den ikke bare går tabt, fortæller hun.
For Anne handler håb om fællesskab, støtte og små skridt fremad.
– Man kan godt komme ud på den anden side. Jeg har gjort det – og det kan andre også, afslutter Anne med et smil.
|