Klik og se nyhedsbrevet i din browser, så får du billederne med!
 
Nyheder fra PsykInfo Midt // maj 2025
Kære læser,

I denne udgave har vi håndplukket en række spændende nedslag, der giver dig indsigt i nogle af PsykInfos Midts forskellige opgaver. 

  • Når angsten banker på - gode råd om angst
  • PsykInfo Midt uddanner nye EN AF OS-ambassadører 
  • Dobbeltdiagnoser for fulde huse
  • EN AF OS-samarbejde med VIA - Marie-Louise deler erfaringer med sårbare studerende
  • Nyheder fra vores sociale medier
 

Når angsten banker på

 
Angst er en følelse, de fleste kender til. Men når du har en angstlidelse, virker angsten som en slags "falsk alarm", hvor angsten går i gang, selvom der reelt ikke er fare på færde.
 
Det kan være svært at styre og forhindre én i at handle fornuftigt, når man rammes af angst. Både medicin og psykoterapi kan hjælpe. Psykoterapi kan lære dig metoder til at dæmpe din angst og i nogle tilfælde forebygge nye anfald. 
 
Vores psykolog Stine fortæller, at der også er ting, som du selv kan gøre for lindre symptomerne.
 

Tre gode råd

📝 Skriv dine katastrofetanker ned.
Notér – som modsvar – dine mere rationelle tanker.
Lav øvelsen på et tidspunkt, hvor dit angstniveau er lavt.

💡 Opsøg det, du er bange for.
Udsæt dig selv for de ting, du ellers forsøger at flygte fra.

💡 Flyt fokus væk fra dig selv.
Læg i stedet mærke til dine omgivelser og det, der sker omkring dig.

 

Vil du vide mere om angst?

Besøg Psykiatriens hjemmeside, hvor vi har samlet en masse viden og gode råd til dig, der lever med angst – eller er pårørende til én med angst.

Du finder blandt andet podcasts, videoer og flere tips til, hvad du selv kan gøre for at skabe en god hverdag og et meningsfuldt liv med diagnosen.

Angst hos voksne
Læs om angst hos børn og unge
 
 

Velkommen til 16 nye EN AF OS-ambassadører

Vi har for nylig uddannet nye EN AF OS-ambassadører – og med dem tæller PsykInfo Midts ambassadørkorps nu omkring 80 engagerede ildsjæle, der deler deres personlige erfaringer med psykisk sygdom for at bryde tabu og skabe forståelse.

Uddannelsen blev afholdt over to inspirerende dage med undervisning, øvelser, bevægelse i forårssolen og masser af gode snakke. En erfaren ambassadør kom også forbi og delte sin historie – til stor inspiration for de nye.

Ambassadørerne har arbejdet med at forme deres egne personlige historier og blive skarpe på, hvordan man formidler dem til forskellige slags publikum.

– Vi glæder os rigtig meget til at få dem med ud på opgaver, og vi mærker allerede nu, hvor motiverede og engagerede de er, fortæller Jette Dupont, teamkoordinator og konsulent i PsykInfo Midt.

Til en start kommer de nye ambassadører ud sammen med mere erfarne ambassadør-kolleger, så de får en god og tryg opstart.

– Vi håber, at de alle når at komme med ud på deres første opgave inden sommerferien. Vi gør meget ud af, at de føler sig godt klædt på, siger Jette.

Kurset blev rundet af med diplomer, fællesbillede – og masser af god energi til det videre ambassadørarbejde.

Ta' godt imod de nye ambassadør derude!
 

Dobbeltdiagnoser for fulde huse

I Danmark lever omkring 40.000 mennesker med en dobbeltdiagnose – men mange ved ikke, hvad diagnosen egentlig indebærer.
 
Der blev lyttet intenst, da vores sygeplejerske Christie for nylig holdt oplæg sammen med en EN AF OS-ambassadør til vores udsolgte temaaften om dobbeltdiagnoser.
 
En dobbeltdiagnose betyder, at man både har mindst én psykiatrisk lidelse og et skadeligt forbrug eller en afhængighed af rusmidler som alkohol, medicin eller stoffer. 
 
– En person med en psykiatrisk lidelse kan for eksempel forsøge at dulme sine symptomer med alkohol eller stoffer, forklarer Christie. Hun tilføjer:
 
– Det kan føre til afhængighed og et skadeligt forbrug. Samtidig kan rusmidler forværre eller fremkalde psykiatriske lidelser. 
 
Dobbeltdiagnoser kan ramme alle og forekommer på tværs af alle samfundslag.
Prognosen for at ændre denne tendens afhænger af mange forskellige faktorer – og kræver både tålmodighed og et godt samarbejde mellem patient og behandlingssystem.
 
 

Vil du også til temaaften om dobbeltdiagnoser?

Hvis du var én af dem, der ikke nåede at få billet til vores temaaften om dobbeltdiagnoser, så fortvivl ej.

Vi afholder en temaaften om dobbeltdiagnoser igen til efteråret.

Når efterårsprogrammet er på gaden, vil vi offentliggøre det i nyhedsmailen, på hjemmesiden og sociale medier!

 

Marie-Louise deler erfaringer med sårbare sygeplejerskestuderende

– Det er enormt meningsfuldt at støtte de studerendes proces med at møde psykisk sårbarhed – både hos dem selv og i deres omgivelser – på en reflekteret måde, hvor de ikke føler sig stigmatiserede.
 
Sådan fortæller EN AF OS-ambassadør Marie-Louise Laursen, der for nylig har holdt oplæg om psykisk sårbarhed for en gruppe sygeplejerskestuderende på 1. semester på VIA University College i Aarhus. 
 
Sammen med en konsulent fra PsykInfo Midt besøgte hun studiet med det formål at bidrage til, at de studerende i fællesskab kan skabe et trygt studiemiljø, hvor der er plads til forskelligheder og sårbarheder. 
 
Marie-Louise trak på sine egne erfaringer i dialogen med de studerende. Hun lever med diagnoserne Aspergers, PTSD og blandet dissociativ tilstand og kender til de udfordringer, man kan møde fra omverdenen, når man har en psykiatrisk diagnose. 
 
– De studerende var interesserede og engagerede i både min historie og emnet generelt. Jeg oplevede ikke nogen berøringsangst over for psykisk sårbarhed på studiet, fortæller Marie-Louise. 
 
Under besøget blev de studerende inddelt i grupper, inden der var fælles dialog. Her blev der sat fokus på, hvordan de kan støtte hinanden og skabe et rum til at tale åbent om eventuelle psykiske sårbarheder. 
 
Marie-Louise håber, at hun kan være med til at give psykisk sårbare studerende mod og ballast til at møde deres sårbarhed med større ro og nysgerrighed. 
 
Konsulent Stine Skaarenborg
 
 
- Når man vælger at arbejde i et omsorgsfag, er det nødvendigt at være afklaret med sin egen "rygsæk".
Vi er derfor meget glade for samarbejdet med VIA i Aarhus, hvor vi får mulighed for at tale med de sygeplejerskestuderende om et emne, der ofte er forbundet med tabu. 
Stine Skaarenborg
   fra PsykInfo Midt.
 
 
Nyheder fra vores sociale medier

AMBASSADØRER UNDERVISER HOSPITALET

 
Ambassadører undervisninger hospitalet
 
- Jeg oplever en del uvidenhed og berøringsangst blandt personalet, som er frustrerede over, at de ikke ved, hvordan de skal møde patienter med en psykiatrisk sygdom, når vi kommer i somatikken, fortæller Lulu, der er EN AF OS-ambassadør.
Se opslaget
 

PÅ VEJ MOD ET NYT KAPITEL UDEN DIAGNOSER

 
Anne er på vej mod et nyt kapitel uden diagnoser
 
I dag er Anne rask og uden diagnoser, men vejen hertil har været alt andet end let. Som 25-årig fik Anne konstateret PTSD, panikangst og personlighedsforstyrrelser. Hendes liv ændrede sig drastisk - og det blev en stor del af hendes hverdag i mange år.
Se opslaget
 
  Link til Facebook-side   Link til Instagram-profil   Link til LinkedIn-side   Link til YouTube-profil  
 
 Send til en ven
 
Send mailen videre til én, der kunne have glæde af den
Region Midtjyllands psykiatriske
informationscenter